Steenstrup on the Planctus

Johannes Steenstrup, Normandiets Historie under de syv første Hertuger, 911-1066, Mémoires de l'Académie royale des sciences et des lettres de Danemark, 7me série, Section des Lettres, 5.1 (Copenhagen: Andr. Fred. Høst & Søn, 1925), 82-86.

25. Vilhelms Fødsel og Daab.
[82]

Om Rollos uforandrede Bekendelse af den kristne Tro, efter at han først har antaget Kristendommen, derom er, som alt sagt, alle Kilder fra Normandiet enige.⁽⁵⁾ Men hvad der var det særegne ved Rollo som Vikingehøvding, var, at han, da han endnu var Hedning, tog en kristen Hustru og tillod, at deres Søn, enten straks ved Fødslen eller dog snart efter denne, blev døbt som Kristen.⁽⁶⁾

[83]

Rollo fulgte her dat Eksempel, som hans store Forgænger i Vikingehærene havde givet; Hasting vedblev at være Hedning, men paa Kong Alfreds Anmodning tillod han, at hans to Sønner blev døbte (Anglo-Saxon Chron. 894). Vilhelms tidlige Daab fremgaar ogsaa indirekte af Dudos Fortælling, thi var han bleven døbt sammen med Faderen, vilde han have nævnt det; men hverken Dudo eller nogen anden af de talrige Kilder, der omtaler Daabshandlingen, lader den omfatte Sønnen. indirekte ligger det ogsaa deri, at Vilhelm aldrig har baaret noget andet Navn end sit kristne.

Har man dette Forhold for Øje, vil man forstaa, at det er hertil Klagesangen ved Rollos Død sigter, naar den synger:

hic in orbe [eller: hac in urbe] transmarino natus patre,
in errore paganorum permanente,
matre quoque consignata alma fide
sacra fuit lotus unda.
Her i Byen — jeg retter de tre første Ord til: hac in urbe, se det følgende — blev han, der var født af en Mand fra den anden Side af Havene, som forblev i den hedenske Tro, og af en Moder, der var bekræftet i den hulde Tro, tvættet ved Daabens Vande.
Jeg retter altsaa hic in orbe (i det andet Haandskrift orbem) til hac in urbe, men vilde ogsaakunne godkende: hoc in orbe. Jeg finder det ganske urigtigt, naar man mod en saaden Rettelse indvender, at det er »kritisk utilladeligt« ikke at tage en Kildes Ord som de findes, men at ville ændre dem til at stemme overens med andre Kilder, thi dette Digt forefinders kun i to usselt bevarede Former, hvor de Forkortelser, der fandtes i Forlægene, er bleven slet opløste, og hvor Teksten viser en saa ukorrekt og umulig latinsk Sprogform, at der i Kvadets 68 Strofelinier (foruden Omkvædet) maa foretages mindst 68 Rettelser, saaledes som alle Forskere har indset, medens endda mange Sætninger er ganske uforstaaelige. Det forekommer mig tværtimod at man karikerer den moderne Kritiks Sætninger ved at gøre det utilladeligt under saadanne Forhold at foretag en Rettelse, som andre Forhold gør mer end sandsynlig. Og hvis Dudo har benyttet Sørgekvadet som Kilde, hvad der er al Rimelighed for, eller dette endog, som man har sagt,⁽¹⁾ har været en Hovedkilde for hans tredie Bog, maa der jo i den Tekstform af Kvadet, som har foreligget ham, have staaet urbe.

Dernæst bør man lægge Mærke til — med Hansyn til Rettelsen orbe, urbe — hvor mange Gange o er bleven forvekslet med u i alt Falf i det ene af de to Manuskripter:⁽²⁾

I Strofe I B comti: saaledes, eller conti, stadig i de følgende Strofer; læs: cuncti.

[84]

Strofe I A detrimento B detrementum.
II A lotus B lutus.
IV B Ludovicom B con læs: cum.
VII B Contis læs: cunctis. III AB lupum læs: lupo.
IX A insontem B insuntem.
XIII A cum mucrone B com microne.
XVII A cum B com.

Rettelsen anser jeg endvidere forsvarlig af tekslige eller æstetiske Hensyn. At begynde et Kvads Fortælling med hic, han, eller her, er ikke tiltalende og hvis man læser in orbe transmarino bliver det en altfor direkte, og i Prosa hjemmehørende Ordforbindelse, der næppe kan støttes ved andre Udtryk i Kvadet. Dernæst tabes for Digteren Modsætningen mellem Byen eller Landet ved Seine og den udenlandske Mand, som svarer til Modsætningen i de næste Linier mellem den hedenske Mand og den kristne Kvinde.

Endvidere ligger en Ret til Ændringen deri, at Dudo udtrykkelig angiver, at Vilhelm var født i Rouen;⁽¹⁾ af hans Skildring fremgaar ogsaa paa flere Steder, hvordan Borgerne i Rouen betragter ham som deres Bysbarn.⁽²⁾ Det er jo da ogsaa ganske utænkeligt, at Rollos Sønnesøn og de øvrige Slægtninge, som stod Dudo bi i hans Historieskrivning, ikke skulde vide Besked om, hvor Hertug Rikards Fader var født, og fremfor alt er det utroligt, at de ikke skulde vide Besked om, at hans frankiske Moder havde født ham i England eller i et andet Land hinsides Havet.

Endelig er det et Forhold, som med Nødvendighed tvinger os bort fra Tanken om, at Vilhelm skulde være føodt andetsteds end i Frankig og som særlig maa gøre en Fødsel i England — saaledes som man har villet paastaa — umulig, og det er Navnet Vilhelm. Det forekommer aldrig i disse Aarhundreder i England; det vandrer først ind der i Vilhelm Erobrerens Tid. Paa Europas Fastland er det et rent Særsyn, at det findes udenfor Frankig og Lothringen, medens det er almindeligt i disse Lande. Hvis vi kendte noget nærmere til Popas Afstamning, vilde vi sikkert finde den Slægtning, hvorefter Rollos Søn er opkaldt.⁽³⁾

Jeg vender nu tilbage til Paastanden om at Rollo skulde have svigtet Kristendommen or være bleven Hedning paany. Man paaberaaber sig den, efter den nys behandlede Strofe, følgende Strofe⁽⁴⁾ i Sørgekvadet:

Moriente infidelis (A infidele) suo patre
surrexerunt contra eum belliquosie (B belli causa)
quos confisus Deo valde sibi ipse
subjugavit dextra forte.
[85]
Man anser Læsemaaden infidele for den rette, og Rollo skal altsaa til sin Dødsdag være forbleven Hedning. At dette er i Strid med alle mulige Kilder, agter man ikke paa, at Digtet end ikke nævner, at Rollo er bleven døbt, hvad der dog er en vitterlig Kendsgerning, og Rollo altsaa yderligere burde stemples som en frafalden, studser man ikke ved; man tiltror den Gejstlige, som synger et Sørgedigt og et Trøstedigt til Rollos Sønnesøn, at han ikke blot vil berøre Rollos oprindelige Hedenskab, men tillige erindre ham om hans Bedstefaders stadige Mangel paa kristen Tro. Og dog har Formen B det s i Ordets Ende (infidelis), som ogsaa Sætningens rent grammatiske Forhold synes at nødvendiggøre, da bellicose er et Adjektiv og Substantiv og netop ypperligt passer til Verbet surrexerunt, ligesom Adverbiet bellicose fortrinligt slutter sig dertil.

Det er ganske urigtigt at tro, at paa denne Tid fidelis særlig sigtede i religiøs Retning og altsaa betød vantro, man undgik snarere at anvende det paa denne Maade og foretrak paganus eller andre Udtryk, fordi fidelis og infidelis ordentligvis og i de allerfleste Tilfælde var Betegnelse for Egenskaber i den verdslige og politiske Verden. Det angav en mands politiske Holdning, ja det kan betegne en Embedsstilling. I denne Lensvæsenets Tidsalder havde enhver Mand af nogen Betydning fideles. ligesom han jævnlig havde infideles. Man kan finde en Mand og hans infideles omtalt, nemlig dem, der var utro sammen med ham mod Fyrsten. Flodoard 921: Carolus rex .. receptisque per vim cujusdam Ricuini infidelis sui præsidiis (troløs mod Karl). Et Brev er dateret anno tertio regni Rodulfi regis, Karolo cum suis infidelibus captis (utro mod Kong Rudolf), et andet Brev: anno XXX quando fuit Karolus detentus cum suis infidelibus (utro mod Rodulf).⁽¹⁾

Disse Eksempler vil vel tilstrækkeligt oplyse om, i hvilken Grad infidelis var benyttet til daglig Brug i verdslig Betydning. Det er jo Riulfs Opstand og Vilhelms tapre Bekæmpelse af den, hvortil der i Digtet sigtes. Robert auf Torigny og Annales Uticenses benytter tilmed ved deres Omtale af denne Kamp det samme Udtryk infideles.⁽²⁾

Mod Ordstillingen i Strofens første Linie -- nemlig at infideles er indsat mellem moriente og suo patre, kan der intet indvendes; den svarer fuldkommen til hvad den latinske Poesi paa den Tid⁽³⁾ og ligesaa Kvadet selv paa mange Steder anvender.

Til Slutning vil jeg endnu kun fremdrage følgende Besynderlighed. Hvis man antager, at Sørgekvadet er skrevet af en Gejstlig i Rouen — hvad der jo er sandsynligt, da det var het, at et litterært Liv især udfoldede sig — maa jo dog denne Digter have vidst Besked om, at Rollo laa begravet som kristen Man i Hoved-

[86]

kirken, hvad samtlige gamle Kilder omhyggelig fortæller med en Række oplysende Enkeltheder;⁽¹⁾ det er dog vanskeligt at tro, at han kunde have skildret ham som en forstokket Hedning.

Til Slitning skal jeg kun erindre om, hvordan kristne Forfattere var tilbøjelige til i enhver Handling, som ikke svarer til krsiten Brug, at se et Frafald fra den kristen Tro. Saaledes skal den unge Rikard være bleven Hedning, fordi Flodoard udtaler — Dudo har intet derom — at Normannen Thormod, der var faldet tilbage til Afgudsdyrkelse og hedenske Skikke, tvang Rikard og andre til det samme. ⁽²⁾ Men man bør dog vel ikke tilregne Folk hvad de med Vold of Magt bliver tvungne til, og man bør dog vel skelne mellem ydre Cæremonier og indre Tro.⁽³⁾ Ingen vil dog vel paastaa, at Hakon Adelstanfostre blev Hedning paany, fordi han af Trønderne blev tvunget til at drikke Asegudernes Skaal og til at ædne en Hestelever.⁽³⁾ Ingen mener dog vel, at Harald Harefod blev Hedning, fordi han ikke tog sig det nær, at Ærkebispen vægrede sig ved at salve ham, og fordi han gik paa Jagt paa Helligdage, og dog drager Excomium Emmæ deraf den Slutning, at han helt havde forladt Kristendommen.⁽⁵⁾

[297]

Guillaume naquit à Rouen et y reçut le baptême. La première strophe de la Complainte contient les mots: hic in orbe (B: orbem); il faudra lire: hac in urbe; les manuscrits existants de la Complainte confondent souvent les lettres o et u. Cette correction devient nécessaire aussi en considérant les mots suivant, transmarino patre, ajoutés pour l'effet de contraste. Dudon qui a sans doute connu une meilleure version du poème que celles qui nous sont parvenues, écrit Rotomagensi urbe exstitit oriundus, ce qui recommande encore l'émendation proposée. Liant transmarino à orbe, on a soutenu que Guillaume serait né en Angleterre, mais cette hypothèse est absolument inadmissable, aussi par la raison qu'il aurait alors reçut son nom Guillaume dans un pays, où ce nom était alors complètement inconnu, n'y étant introduit que du temps de Guillaume le Conquérant.

[Notes]
[82] 5. Roman de Rou I v. 1308: cume bons crestiens del mortel siecle issi. Robert af Torigny har forfattet en Oversigt over Klosterstiftelserne under de normanniske Hertuger; om Rollo hedder det: Rollo igitur, qui et Robertus, angustia temporis post baptismum præventus, nullum monasterium vel instituit vel renovavit; sed, sicut superius jam diximus, multas possessiones pluribus ecclesiis et monasteriis donavit. II. 191, jfr. I. 13.
6. Dudo 179: quem genitor...Bothoni cuidam ditissimo comiti sacro baptismate perfusum ad educandum commendavit. Ademar III 27: Willelmus...a puericia baptizatus.

[83]

1. F. Lot, Fidèles ou vassaux? 185: cette complainte est certainement l'une des sources, la principale, peut-être, du Livre III de Dudon.

2. Jeg benytter den auf Lauer, Louis IV, 319 ff. anvendte Strofeinddelig.

[84]

1. Dudo 179: Willelmus...ex prosopia insigni...genitus, Rotomagensi urbe exstitit oriundus.

2. Dudo 188, 200.

3. I registret til de dem Bind af Freeman, Norman Conquest, vil man finde over 50 Vilhelm'er, men ingen i England før Vilhelm Eroberens Tidsalder. Se ogsaa, hvad jeg, i anden Anledning, har paavist i mine Undersøgelser om Navnet Vilhelms Forekomst i Europa i Afhandlingen Biskop Vilhelm og Kong Svend, i Historisk Tidsskrift, 8. R. I S. 3 ff.

4. Lauer l. c. 320 Str. III.

[85]

1. Se om disse Breve Lauer, Robert I et Raoul 16, Flach, Origines de l'ancienne France IV 525 f.

2. Robert auf Torigny I. 15: 934. Factum est prœlium apud Rothomagum inter Willermum ducem et Riculfum fraudulentum ceterosque infideles Willermi comitis. Annales Uticenses (Ord. V. 155) har det samme.

3. Som en Prøve hidsættes følgende Verslinie hos Dudo (S. 153): urbe dabis populis leges et fœdera in ista. Endvidere følgende Prosalinie (S. 282): de Ebroicensi quam reddidit mihi urbe Deus.

[86]

1. Brevis relatio, ed. Giles 14: Rollo et Willelmus .. jacent apud Rothomagum in ecclesia beatæ Mariæ quæ est caput Archiepiscopatus. Roman de Rou I. v. 1310 ff.: el mustier Nostre Dame, el coste vers midi / la sepulture i est, e l'epitaph alsi / ki racunte ses faiz e cument il vesqui. Benoit I v. 8349: s'en est a Deu del munde eissuz, om Kirken se v. 8357-58. Chroniques de Normandie, ed. Michel, 1839, 18: emfoys a Ruem ou moustier nostre-Dame. Hist. des ducs, 1840, 17: mere eglise de Ruen par devers de Magdeleine.

2. Flodoard 943: Turmodum Normannum qui ad idolatriam gentilemque ritum reversus, ad hæc etiam filium Willelmi aliosque cogebat .. interemit. Böhmer, Kirche u. Staat 4: das Heidentum .. zu so bedrohlicher Macht dass selbst der junge Herzog vom Christentum abfiel. 6: Richard: hatte sixh zum Abfalle vom Christentume verleiten lassen. prentou 352: Thurmod a forcé le jeune duc lui-même à revenir au paganisme.

3. Richer II. 35 taler da ogsaa jun om, hvad der var hine frafaldne Vikingers Hensigt: advenisse ... ut defuncti ducis filim ad idolatriam suadeant ritumque gentilem inducant.

4. Heimskringla, Saga Hákonar Góa k. 17-18.

5. Enc. Emmæ III. 1: episcopalem benedictionem adeo spreuit, ut non solum ipsam odiret benedictionem, uerum etiam universam fugeret christianitatis religionem etc.